Hans Edvard Nørregård-Nielsen, 24. maj 2008

Ved åbningen af udstillingen ”Kunsten at Se! – John Olsen 70 år”, Johannes Larsen Museet i Kerteminde

Mester, du har gjort noget dueligt i Danmark.

Overskriften er Johannes V. Jensens hyldest til Johannes Larsen, da denne fyldte 60 år. Ordene er her genanvendt i forbindelse med, at billedkunstneren John Olsen fylder 70 år.

Her midt i den danske grønhed vil jeg gerne vedgå en nationalisme, der er, som når der i salmen står: "Dens glans opstår som aks i vang, som maj i bøgeskove".

Det er både den bevidste og ubevidste glæde over at findes på netop denne plet, som man gennem så mange slags individer i de forudgående generationer har fået under huden og ind i sindet. Det er, selvom sorrig og lykke de vandre til hobe, som når Kingo taler om en glæde uden mål. Ligesom tegnede rids fra Poul Martin Møllers lille hverdagspoetiske "Grøn er vårens hæk", der vrimler med små sansede øjeblikke: "Gåsen sine små/ lærer flittig gå" og "Skaden vindigt med sine hale vipper".

Vindig. Er det ikke et vidunderligt udtryk om skadens eksistens i luften. Man skal være John Olsen for at kunne tegne det. Der bliver så ofte talt om det danske sprogs armod, men det skyldes ikke mindst, at vi efterhånden kun betjener os af den nederste, mest simple fjerdedel, og I skulle bare se løjer, hvis man igen pudsede og plejede det, så fucking ikke længere var det mest brugte tillægsord her i landet.

Jeg er ikke spor ked af at have bidraget til udformningen af en kulturkanon? Men det bedrøver mig, at det overhovedet var nødvendigt at lave en, fordi den naturligvis ikke kan inddrage det væld af gode og personligt annammede eksempler og erfaringer, som fra menneske til menneske er med til at gøre hele vores kulturarv så rig.

Det er godt at få dens samlede hovedværker stukket ud som en slags facit, men betydningen og den fulde glæde ligger i, at alt det, et land har efterladt sig, rummer en personligt samlet bekræftelse af den gode Guds mening med os.

Vi har et bevaret øjeblik af den slags, der er som lige nu, hvor rabarberne er ved at gro folk over hovedet i bondehaverne. Her var det nede i Blans, hvor den lille Christoffer Wilhelm løb rundt i strandkanten og blev til selve Eckersberg, men i det, jeg vil fortælle om, blev sendt hen for at aflevere nogle lånte flasker til en kone med gang i henkogningen.

Herregud, det var en dag som alle andre. Men det var som en fornyelse af den danske kunsts dåbsattest, når den gamle Eckersberg med de røde kinder under det hvide hår senere huskede: "…,det var om Foraaret, da alting begyndte at blive grønt. Tilfældigt blev jeg vaer, at Egnen speilede sig formindsket i Flasken; jeg saae her nu et Maleri af Omgivelserne, saa skjønt, saa fuldkomment, saa sandt. Jeg benyttede siden ofte dette Middel lykkelig over denne Opdagelse."

Jamen, hallo, hallo, er det ikke John Olsen, der drejer sig om i dag?

Og jo da, i høj grad, men der er ret beset heller ikke noget af det, jeg her har sagt, der ikke indgår i John Olsens kunstneriske profil. Som individ og som art.

Men lad os nu i en fart få ham født i Roskilde for 70 år siden og sendt ham på en sviptur rundt om militæret. En arbejdsulykke her gjorde ham på enhver måde uegnet til videre tjeneste, og i denne pludselige pause i livet søgte han, mens han cyklede ud på vejen med papir og blyant.

Det førte en skønne morgen John Olsen frem til Johannes Larsens hjem i Kerteminde på Fyn, hvor han fra solopgang afventede, at den gamle mester skulle gøre sig parat til at modtage et ungt menneske, der bare så gerne ville vise ham nogle tegninger for at udlede en slags dom af den måde, den lokale version af Dovregubben rømmede sig på.

Det var, som med Eckersberg, en af de andre tidlige sommermorgener. Det foregik på trappen udenfor, og nu lyser mødet op i kunsten. Det er ikke altid kun nogle slidsomme elevår, der gør udslaget, men selve indvielsen i det klap på skulderen, som John Olsen modtog hos Johannes Larsen. Det skulle resultere i en række fine fuglestudier, som den gamles ånd spøger i, men med yndefuld tyngde.

Kunsten ligger ikke i manerer og en tilstræbt originalitet, der skal forskrække ens gamle mor, men i en vækst, der til gengæld godt kan bevæge sig i spring ad gangen.

John Olsen nåede over en tid som porcelænsmaler ind på Kunstakademiet. Smukke eksemplarer af det såkaldte jagtstel kan godt være af ham.

Men tiden på Kunstakademiet og dermed måske især samværet med et nyt hold kammerater med samme lidenskab drev ham ikke mindst ud i landskabet og gjorde ham, også som jæger, til en dyreobservatør af Guds nåde. Øjet og hånden fandt hinanden i et formidabelt samarbejde, der forener Lundbye og John Olsen, når de begge er bedst.

Egentlig er kunstneren vel billedhugger. Udsagnet er sært, da han beviseligt har lavet nogle af generationens bedste, både små og store skulpturer, både fordi og på trods af, at han har lært under Gottfred Eickhoff samt især Mogens Bøggild på Kunstakademiet.

Bøggild hørte hjemme i en verden, hvor man prøvede på at holde det reelle på afstand af Kunstakademiets mure med thevand i Vasegaardkopper. Og det er vi flere, der både har spildt noget af vores tid på at opponere imod, selv om netop denne opposition er en del af vejen frem. Som ungdom bør protestere, protesterede også John Olsen mod det skønne med en lille skulptur af en halvrådden gris. Han var i årstidernes ring ude i den natur, som samtidig begyndte at lide ondt.

Naturen og dens store rytme er på en gang slagbassen og den violin, der tonemæssigt svinger sig til vejrs i John Olsens kunst. Det er ikke bare som billeder af, men også som billeder fra naturen, og derfor fanger John Olsen skiftevis selve fuglen og andre gange fuglens flugt. Bedre kan det ikke blive, men det bliver det alligevel, når kunstneren med afsæt i sin egen natur på en gang fanger fuglen og fuglens flugt.

Det er også derfor, jeg tøver med at kalde ham billedhugger, skønt han har tvunget mange tons bronze så vidunderligt i form. Netop tyngden og det monumentale her kan meget let komme til at sløre hans egen fugleprofil og den mængde af grafiske arbejder og tegninger, der blandt andet viser, at det er muligt at erhverve verdenskunst for en brøkdel af det, dagens nyeste tilbud koster.

Mængden af gennemgående små ting er blevet til en vældig strøm. Jeg skulle have flere timer for at undgå opremsningens karakter, men alle John Olsens bedste oliekridttegninger er klenodier, der aldrig slipper det liv og den natur, de udgår fra. Husk de mange lynhurtige rids af rådyr i spring bag en hvid rumpe. Fuglene, der er på fornavn med John. Og mængden af kadavere, der i hans sammenstillinger og assemblager er opstået til et nyt liv.

Alle folk, der har deres styrke i det lille format, drømmer om at nå op i de store størrelser. John gjorde det med sine fabelagtige ridsninger, der blev forløst som kunstværker over mange år og under tårer. Det store format var for kunstneren som at være kaptajn Karlsen på det skæve skib. Størrelsen, også i de senere store skulpturer i bronze, var lige ved at tage livet af John Olsen samt for den sags skyld også hans venner. Men det er besættelsens pris for de få, der ikke har kunsten som en slags arbejde, men må tage den til sig som en slags skæbne.

Hjælpen lå snublende nær, for som en slags rekreation begyndte kunstneren at arbejde med en slags forunderlige opslagstavler, der ofte indkredsede emner som natur, forurening, kærlighed og død.

Der var tale om en slags skitser, men de viste sig hurtigt at være selve værkerne. Samtidig afgav de et stof, der førte frem til John Olsens stramt disponerede opdyngninger af stumper af alt det døde, naturen lader bag sig. Det var baggrunden for den store opmærksomhed, hans arbejder affødte i først Venedig og siden New York, uden at der var tale om sejre, som kunstneren havde lyst til at følge op.

Han skrev med oliedræbte fugle et smerteligt rekviem over vores overgreb mod naturen, sådan som den nu ligger og er smuk som en salme, men alligevel så bedrøvelig, fordi den ikke mindst er et dække over en pøl af uhumskheder og fordærv. Der er ikke længere ret meget natur at gå tilbage til, eller vigtigere at bevæge sig frem til, og hele vores mangel på etik og godhed mod hinanden er en vækst i den pøl.

Vi var engang yngre. Alt det, der kommer efter, er en nedbrydning og forgrovelse af hele ungdommens guddommelighed, for da er alt en gave.

Og da var det en glæde at høre, hvordan Regin Dahl med stemmen tynget af brændevin sang om blandt andet samlivet med kunsten. Det var på den gamle grammofon, og man vidste aldrig helt, om man græd af glæde eller sorg, fordi de hørte så nøje sammen. Jeg husker sangen som:

Krus dine læber som søbølgen gør,

Kys mig så nært som du attrår og tør,

Ti tusinde favne går søen i bund

Kys mig så nært med din modige mund

Sådan har Johns samliv med kunsten været.

 

www.at-se.dk 2008-09-22